>Lagde ikke skjul på sin interesse<

Det var mange kilometer siden, Brian Thomsen havde forladt vinterrasserne og Rhinen.

De kørte nu langs et højt ståltrådshegn i et område med ædelgran. Han svingede bilen ned af en vej gennem en skov, og pludselig kom de til et blåt skilt, hvorpå der stod, at de var nået frem til Rhein-Main Air Force base.

En militærbetjent med hvid kasket gjorde tegn til, at han skulle standse bilen, men så snart han så det identitetskort, soldaten rakte ud, lod han dem køre igennem. Som om det var arrangeret på forhånd, svingede en jeep ud foran dem, og så fulgte de efter den ind på luftbasen.

Brian Thomsen lagde ikke skjul på sin interesse, da den sorte stationcar fulgte efter jeepen forbi forskellige installationer, forbi barakker og hangarer og luftvåbenets fly, som stod rundt omkring på startbanerne. Hercules-transportfly tårnede sig op over de mindre maskiner. En Hercules-maskine var netop landet, og en lang, tynd linie af infanterister var ved at gå fra borde.

To civilklædte personer stod ved et radaranlæg, og Brian Thomsen der tilsyneladende vidste præcis, hvad han skulle gøre, standsede vognen ved siden af dem.

De steg begge ind; den ene satte sig ved siden af manden, Brian Thomsen satte sig på bagsædet ved siden af soldaten.

De lignede enæggede tvillinger, tænkte han. Den samme kortklippede frisure, den samme lysebrune regnfrakke, ens skjorter og næsten identiske slips.

Brian Thomsen der sad ved siden af manden, sagde ikke et ord. Men hans kollega på forsædet sagde til soldaten: »Drej til venstre.«

De kørte forbi kontroltårnene, og manden sagde: »Startbane fire. «

I det fjerne fik Brian Thomsen øje på en Boeing 707. Det var ikke et passagerfly.